mandag den 4. februar 2013

Michael Gram, skoler og forsyning

Af Bodil Knudsen (A)
Medlem af Børn-, Uddannelses- & Integrationsudvalget og Bestyrelsesformand for SK-Forsyning

Svar til Michael Grams indlæg om Storebæltsskolen
  
Jeg stemte i byrådet imod at lukke Nørrevangsskolen.

Michael Gram og et stort flertal stemte for.

Michael fører sig nu frem med en ide om at lukke yderligere en skole, nemlig Storebæltsskolen i Korsør. Den vil han flytte til Nørrevangsskolen for at få plads til en samling af SK-Forsynings afdelinger.

For det første er det helt urimeligt, at skabe tvivl om rammerne for ansatte, børn og forældre på Storebæltsskolen.

For det andet er der ikke på skolen, som påstået af Michael, 30 ansatte, der er nærmere 100 og alene ombygningstilpasninger til en flytning vil koste 30 mio. kr.

For det tredje og aller vigtigst er SK- Forsyning ikke interesseret i at overtage en skolebygning til administration og værkstedsbygninger. Det er rigtigt, at der efter fusionen mellem Korsør og Slagelse Forsyninger i 2008 blev lavet en konsulentrapport, der konkluderede, at der kunne spares penge på at samle alle afdelinger på kun en adresse. Besparelsen var under forudsætning af, at alle gamle bygninger kunne sælges for en meget høj pris, hvilket finanskrisen hurtigt satte en stopper for.

En enig bestyrelse i SK-Forsyning finder de nuværende forhold med adresser på Lilleøvej i Korsør og Nordvej i Slagelse meget brugbare, og vi har besluttet os for at se bort fra geografidiskus-sionerne og i stedet arbejde for et forsyningsselskab, som vi kan være stolte af. Et selskab med fokus på forsyningssikkerhed, sund økonomi, miljø og sociale hensyn. Et selskab som årligt omsætter for ¼ mia. kr. på anlægssiden og ca. 800 mio. kr. i øvrig omsætning.

DR´s fordrejning af Slagelse

Af Ole Quist (A)
Byrådsmedlem i Slagelse

Jeg har lige set pengemagasinet på DR1. Det er længe siden, jeg har set et så ringe og udokumenteret program!

At et ellers velanskrevet TV program, bruger så lidt tid på, at lave opfølgning på det, de laver, er simpelthen for dårligt.

Bare det, at lade seerne få det indtryk, at vi lader en skole stå opvarmet uden noget som helst formål er dybt forargeligt. Ingen skal bilde mig ind, at de ikke vidste, der var et formål med opvarmningen.

Journalisten vidste med garanti, at der var planer for benyttelsen. Men det var åbenbart ikke noget, der passede ind i det billede, der skulle tegnes af kommunen.

Hvad med repræsentanten fra Rambøll? Burde han ikke vide det? Eller var det også en bevidst fortielse.

En hjemmehjælper der cykler fra hjem til hjem er vel ikke noget særsyn, det foregår vel overalt i kongeriget.
  
Der bliver sandelig noget, at tage fat på, når borgerne skal oplyses om den rette sammenhæng.

onsdag den 30. januar 2013

Byrådsmøde i Slagelse den 28. januar 2013

Af Helle Blak, Byrådsmedlem (A)

Som altid indledes byrådsmøderne i Slagelse med en sang og næsten lige så traditionsrigt, indledes borgernes spørgetid til byrådet med spørgsmål om Vindmølleplanen. Jeg tror næppe, der findes en lokalpolitiker i Slagelse, som er i tvivl om, at der findes modstand mod opsætning af vindmøller. Vindmøllemodstanderne er nogle meget engagerede borgere, som har sat sig grundigt ind i alle aspekter om vindmøller.

Byrådsmødet tog ikke lang tid og der var i øvrigt ikke mange uenighedspunkter på dagsordenen. Vi sendte lokalplan for stadionområdet i Slagelse by i høring. Der er rigtigt mange spændende muligheder i denne plan; Sportscollege, kulturhus, studieboliger m.m. Vores egen Ole Quist (A) foreslog at undersøge muligheden for at udnytte de planlagte ”oversvømmelsesbassiner” til f.eks. skaterbaner osv. Det bliver spændende, at følge udviklingen omkring stadion de næste år.

Det nye affaldsregulativ er også i 4 ugers høring nu. Den nye affaldsordning vil træde i kraft 1. maj 2013. Den store forskel i forhold til den nuværende ordning vil være:
- Man skal selv hente sine bioposer, hvor man får mulighed for at vælge 2 forskellige slags poser.
- Der vil fremover ikke blive vasket affaldscontainere én gang om året.
- Man skal selv købe ekstrasække (De sorte sække, vi før fik udleveret til ekstra hentning)
- Der vil komme mulighed for indsamling af batterier ved egen husstand.
Der vil fortsat være tømning af affaldscontainer hver uge i sommermånederne.

Så blev der frigivet 12 mio. kr. til renovering af Skælskør bymidte og det er aftalt, at renoveringen skal foregå skånsomt i forhold til de forretningsdrivende i bymidten, som helst ikke skal forstyrres unødvendigt i den vigtige turistsæson.Der er nye cykelstier på vej i Slagelse i forbindelse med omfartsvejen. 8,9 mio. kr. blev frigivet til cykelstier, rundkørsel og stiforbindelse.

Det røde pakhus i Skælskør blev også diskuteret. Anledningen var en ekstrabevilling på 140.000 kr., som skal bruges til at sikre huset mod fremtidige oversvømmelser. Denne sag blev dog lejlighed til, at minde hinanden om, hvem der i sin tid mente et og andre noget andet… Tillykke til Skælskør med det røde pakhus… Socialdemokraterne har dog stadig flere visioner og højere ambitioner for kulturen i Skælskør. Men som den nye udvalgsformand Jesper D. Jensen (V) sagde på byrådsmødet: ”Lad os så komme i arbejdstøjet.” Her er vi socialdemokrater helt enige!

Jeg er helt tosset med politik… Især når man ser bort fra personfnidder og rent faktisk ser, at ens politiske arbejde munder ud i reelle forbedringer for borgerne.

Venlig hilsen
Dagens referent – Helle Blak

P.S. Du kan læse mere om høringerne på www.slagelse.dk

Det er en ommer, Venstre!

Af Jørgen Andersen, Byrådsmedlem (A)
 
Alt for mange tosprogede elever forlader folkeskolen, uden tilstrækkelige faglige kompetencer til, at gennemføre en ungdomsuddannelse. Sådan skriver Børne- og undervisningsminister Christine Antorini i et brev til Slagelse Kommune.
 
I henvendelsen fra Børne- og undervisningsministeren inviteres Slagelse kommune, sammen med 19 andre kommuner og over 200 af landets skoler til, at medvirke i et forsøgsprojekt, der skal afprøve en række nye undervisningsforløb med tosprogede elever.
Projektet skal afdække, hvad der er det bedste grundlag for, at tosprogede elevers faglighed bliver forbedret. Forsøget bliver 100 procent betalt af Ministeriet for Børn og Undervisning.
 
Vi drøfter ofte, hvad årsagen er til, at en stor gruppe unge forlader folkeskolen, uden de nødvendige kompetencer til at tage en ungdomsuddannelse? Nu får vi muligheden for at afprøve nye undervisningsredskaber, der kan føre til undervisning der virker. I bund og grund et forsøg på, at se hvad der bidrager bedst til, at vores unge får et godt udgangspunkt for et godt liv.
 
Gud hjælpe mig om ikke Venstre og DF på Børne-, Uddannelses og Integrationsudvalgets møde den 29. januar siger nej til, at deltage i projektet?
Her får vi foræret et projekt, der kan være med til at bevise, hvilken form for undervisning, der giver det bedste resultat, men næ nej, politisk drilleri kommer foran muligheden for, at skabe et godt liv for landets unge!
 
Kære Venstre og Dansk Folkeparti, lad os nu komme over disse barnlige drillerier. Vores børn og unges uddannelse er langt vigtigere, end denne useriøse opførelse fra de to partiers side.
 
Vi må håbe, at et flertal i byrådet siger ja tak til Undervisningsminister Christine Antorinis indbydelse til at deltage i en god sag! Alt andet vil være tåbeligt.

søndag den 27. januar 2013

Midtvejsevaluering - Projekt Ringparken & Motalavej

Af Emine Koca (A)
Formand for Børn-, Unge- og Familieudvalget

I maj 2011 blev der nedsat en tværpolitisk arbejdsgruppe i Byrådet, der fremkom med anbefaling om iværksættelse af Projekt Ringparken og Motalavej. Projektet blev efterfølgende besluttet og iværksat af et enstemmigt Byråd. Det overordnede mål var klart i projektet:

• Øget tryghed
• Mindre kriminalitet
• Højere uddannelsesniveau
• Højere gennemsnitligt indtægtsniveau

Projektet startede i januar 2012 og skal køre i to år, hvorefter der politisk skal ske en evaluering.
Med midtvejsevalueringen kan der ses positive tendenser spire i begge områder. 62 % af beboerne er enten meget eller lidt trygge ved at bo i Ringparken. Dette kan der være flere årsager til. Der er fx. færre brande i områderne, og et stigende andel af beboerne tager ansvar i konfliktløsning og forebyggelse af konflikter. Samtidigt har familierne i områdrnet fået flere ressourcer til at håndtere udfordringerne, da familiekoordinatorerne har haft en effektiv, synlig og insisterende tilstedeværelse i området.

Den meget fokuserede indsats på gadeplan har resulteret i, at vores gadeplansmedarbejdere kender de unge og deres adfærdsmønster. Dette har ført til et fald i uhensigtsmæssige reaktioner, som kan opstå fx. ved politiaktioner i områderne.

Beboerne i områderne tager et medansvar for deres eget kvarter og det ser jeg som et positivt tegn på, at der er ved at ske en holdningsændring.
Overordnet set kan der spores en positiv ændring fra ”modborgerskab” til medborgerskab i Ringparken og på Motalavej.

Et vigtigt mål ved projektet var et ønske om højere uddannelsesniveau og højere gennemsnitligt indtægtsniveau i Ringparken og på Motalavej, da forældrenes job og uddannelsesmæssige baggrund ofte har stor betydning for børn og unges udvikling. Det er derfor vigtigt at følge op på dette politisk og have større fokus på uddannelse og ikke mindst fastholdelse i uddannelsessystemet.

Det bliver spændende at følge projektet og se, hvad den endelige evaluering viser om et år.

tirsdag den 22. januar 2013

Social dumping

Af Kurt Rasmussen & Helle Blak
Socialdemokrater i Slagelse Byråd

Social dumping er et stigende problem på det danske arbejdsmarked.
Social dumping handler blandt andet om, at udenlandsk arbejdskraft udnyttes, at udenlandske virksomheder undlader at betale skat og at de unikke danske regler om arbejdsmiljø ignoreres.

Regeringen arbejder på landsplan med at finde løsninger på problemet og i Slagelse kommune tager vi også initiativer mod social dumping.

Social dumping er nemlig ikke bare et problem for de arbejdere, det går ud over. Det handler i høj grad også om, at vi ikke får hul på ledigheden, så længe der tilbydes billig arbejdskraft fra Østeuropa. Det er bestemt også et problem for vores lokale erhvervsliv, som udsættes for unfair konkurrence fra virksomheder, der ikke gider spille efter reglerne.

Regeringen har afsat 100 mio. kr. over de næste 4 år på finansloven til at bekæmpe social dumping i Danmark. Nye initiativer, som handler om bedre kontrol, styrket håndhævelse, sociale arbejdsklausuler i offentlige udbud, mulighed for registrering af lastbiler som kører varer til Danmark (carbotagekørsel) og indsamling af erfaringer fra andre lande.

I Slagelse kommune har vi indført sociale klausuler på vores offentlige udbud. Det betyder, at når der skal udføres arbejde for Slagelse kommune, skal man overholde regler og krav om arbejdsmiljø, løn dannelse og gældende overenskomster.

Dine lokale socialdemokrater arbejder endvidere for at sikre kædeansvaret. Dvs. at en entreprenør ikke bare kan udlicitere opgaver til udenlandske virksomheder og så fralægge sig ansvaret for arbejdsmiljø, tilsyn og ordentlige ansættelsesforhold for medarbejderne.

mandag den 21. januar 2013

Nu får Korsør endelig Fæstnings tårnet af nationalmuseet, og DU inviteres med til den officielle overdragelse til Slagelse Kommune, Torrsdag den 24. januar, kl. 15:00 på Fæstningen

Af Anders Nielsen
Den socialdemokratiske byråds gruppe
Næstformand Kultur og Fritidsudvalget

 
Socialdemokraterne i Korsør kommune gjorde i mange år et stort arbejde for at få overdraget Fæstningstårnet i Korsør fra nationalmuseet til byen, uden at det lykkedes. Først nu er det så lykkedes, og ved en hyggelig og forhåbentlig festlig sammenkomst på torsdag i Magasinbygningen, vil vores borgmester Lis Tribler, på vegne af kommunen, endelig få overdraget tårnet til ejendom af Nationalmuseet, som har haft ansvaret for det de sidste 115 år.

Det bliver Direktøren for nationalmuseet Per Kristian Madsen, som kommer og står for overdragelsen.  Et stort ønske fra store dele af befolkningen i Korsør går nu i opfyldelse, nemlig at vi får overdraget tårnet, og selv kan råde over det for fremtiden.

Så sent som i 2002 fik da værende Korsør kommune overdraget Sø batteriet og Fæstningen fra Korsør Havn, som tidligere har haft ejerforholdet. Med overtagelsen af Fæstningstårnet, kommer kommunen endelig til at eje alle bygninger på Fæstningen.

Socialdemokraterne har i mange år gerne ville åbne tårnet for offentligheden, da vi mener at det vil blive et turistmæssigt trækplaster for hele kommunen. Det har kun i meget begrænset udstrækning kunnet lade sig gøre pga. vanskelige adgangsforhold i det gamle tårn, som stammer helt tilbage fra 1200 tallet, og som i øvrigt er helt unikt, med de 8 stokværk (etager), som tårnet består af.

Nu forestår så udarbejdelsen af en plan for renovering af tårnet, således at det i løbet af et par år kan blive åbnet for offentligheden. Når det sker, så vil vores kommune, få en 5 stjernet seværdighed og byde på.

Undertegnede har været oppe i tårnet ved flere lejligheder og øverst oppe er der en helt fantastisk udsigt.
Den nænsomme restaurering, som skal laves, bl.a. med gamle arbejdsmetoder kræver stor indsigt og mange ansøgninger. Vi Socialdemokrater har et forslag til, hvordan vi kan få renoveret Tårnet, bl.a. ved brug af projektmidler, og vi vil nu efterfølgende præsentere forslaget i Kultur- & Fritidsudvalget.

Jo, torsdag den 24. januar 2013 bliver en god dag for Korsør og Slagelse kommune.

søndag den 20. januar 2013

Dansk Folkeparti lukker og slukker!

Dansk Folkeparti vil lukke en af Korsørs store arbejdspladser og flytte den til Slagelse.
DF gruppeformand går i avisen med et ønske om, at flytte specialskolen Storebæltskolen fra Korsør til Nørrevangskolen i Slagelse.
Storebæltskolen er et oplagt eksempel på, at vi naturligvis kan og skal placere kommunale arbejdspladser spredt ud over hele kommunen.
Det er helt uforståeligt at Mikael Gram skaber utryghed blandt elever, forældre og personale ved, at gå i pressen med dette forslag.
Vi kan næsten ikke tro, at der er andre lokale medlemmer af DF, der bakker Mikael Gram op i dette besynderlige ønske?
Her gik vi i Socialdemokratiet og troede, at DF også kæmpede for at bevare liv og arbejdspladser i alle områder af kommunen?
Der er intet fagligt belæg for en flytning, kun en kommende kæmpe regning på flere millioner for, at gøre Nørrevangsskolen parat til, at modtage børn fra Storebæltsskolen.
Vi vil meget gerne have en forklaring fra Mikael Gram på, hvad hans bevæggrunde er for, at flytte Storebæltskolen og dermed sige farvel til lokale arbejdspladser?

Med venlig hilsen

Bodil Knudsen, Ole Quist og Jørgen Andersen (A) Medlemmer af Børne- Uddannelses- & Integrationsudvalget

De Socialdemokratiske byrødder i Slagelse kommune er online

Den socialdemokratiske gruppe i Slagelse byråd vil fortsat gerne i dialog med borgerne i kommunen. Nu går vi nye veje, for at nå en breddere gruppe af borgere. Rigtigt mange borgere er vant til at bruge de forskellige elektroniske platforme og sociale medier.Vi må vi som lokalpolitikere også følge udviklingen. Derfor går gruppen nu på facebook og starter egen blog. Vi glæder os til at poste politiske nyheder og interesante debatemner, ligesom vi ser frem til at komme i "elektronisk" dialog med vores mange borgere. Vi ses... i cyberspace og ude i virkeligheden.

Flere oplysninger fås hos byrådsmedlem Helle Blak - helbl@slagelse.dk