Af Jørgen Andersen, Byrådsmedlem (A)
Alt for mange tosprogede elever forlader folkeskolen, uden tilstrækkelige faglige kompetencer til, at gennemføre en ungdomsuddannelse. Sådan skriver Børne- og undervisningsminister Christine Antorini i et brev til Slagelse Kommune.
I henvendelsen fra Børne- og undervisningsministeren inviteres Slagelse kommune, sammen med 19 andre kommuner og over 200 af landets skoler til, at medvirke i et forsøgsprojekt, der skal afprøve en række nye undervisningsforløb med tosprogede elever.
Projektet skal afdække, hvad der er det bedste grundlag for, at tosprogede elevers faglighed bliver forbedret. Forsøget bliver 100 procent betalt af Ministeriet for Børn og Undervisning.
Vi drøfter ofte, hvad årsagen er til, at en stor gruppe unge forlader folkeskolen, uden de nødvendige kompetencer til at tage en ungdomsuddannelse? Nu får vi muligheden for at afprøve nye undervisningsredskaber, der kan føre til undervisning der virker. I bund og grund et forsøg på, at se hvad der bidrager bedst til, at vores unge får et godt udgangspunkt for et godt liv.
Gud hjælpe mig om ikke Venstre og DF på Børne-, Uddannelses og Integrationsudvalgets møde den 29. januar siger nej til, at deltage i projektet?
Her får vi foræret et projekt, der kan være med til at bevise, hvilken form for undervisning, der giver det bedste resultat, men næ nej, politisk drilleri kommer foran muligheden for, at skabe et godt liv for landets unge!
Kære Venstre og Dansk Folkeparti, lad os nu komme over disse barnlige drillerier. Vores børn og unges uddannelse er langt vigtigere, end denne useriøse opførelse fra de to partiers side.
Vi må håbe, at et flertal i byrådet siger ja tak til Undervisningsminister Christine Antorinis indbydelse til at deltage i en god sag! Alt andet vil være tåbeligt.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar